Brugere leder efter inspiration til læsning længe inden, de beslutter sig for at gå på biblioteket eller i en boghandel. Ved at hjælpe med at finde en god bog øger Læsekompasset bibliotekets synlighed på nettet på det helt rigtige tidspunkt.

Sitets Netflix-lignende tilgang har særlig appel til yngre og nye brugere. Mange af dem, der lige nu aldrig eller sjældent bruger biblioteket, får med Læsekompasset biblioteket ind ad bagdøren, når de opdager, hvor nemt det er at bestille bogen dér.

Hele bibliotekssamlingen er i spil, når brugeren hjemme fra sofaen opdager den næste gode bog. Ikke bare det nyeste eller det mest populære.

Mange brugere har testet og givet inspiration til Læsekompassets grænseflade, der er designet til at understøtte intuitiv adfærd, når du og dine brugere er på udkig efter den næste gode bog. Er de på udkig efter noget, der minder om det, de tidligere har læst, får de både det, de forventer, og inspiration til at prøve noget nyt, som de slet ikke er klar over findes.